Kalder Vellivs bonusmodel for tåbelig: Beskattes med over 60 pct.

Estimated read time 2 min read

Helt konkret fungerer Vellivs bonusmodel på følgende måde:
Først skal Velliv tjene nogle penge på at forvalte kundernes pensionsopsparing. Et overskud sendes så videre til ejeren Velliv Foreningen. Her betales en selskabsskat på hidtil 22 pct. – den stiger til 26 pct. som følge af den sektorspecifikke Arne-skat, hvor finansielle selskaber er udvalgt til at betale en højere selskabsskat end virksomheder i andre brancher.
Herefter udbetaler Velliv Foreningen så en bonus til kunderne, som indkomstbeskattes. Dermed er den effektive beskatning af bonussen på mere end 60 pct.
Det står i skærende kontrast til bonussen i eksempelvis PFA. Den bliver sat ind på en konto hos kunderne i form af en rente på i øjeblikket 10 pct. af en del af opsparingen, og som en del af kundernes pensionsopsparing bliver den først beskattet ved udbetaling.
“Det er en lidt tosset model, Velliv har valgt. I hvert fald hvis det handler om, at kunderne skal have mest muligt ud af deres pensionsopsparing. Jeg kunne godt forestille mig, at den bliver lavet om på et tidspunkt, hvis kunderne bliver opmærksomme på, at de går glip af mange penge,” siger pensionsekspert Jørgen Svendsen.
Den 81-årige Jørn Astrup Hansen søger genvalg til Velliv Foreningens repræsentantskab ved det valg, som netop er skudt i gang tirsdag morgen. Og han vil arbejde for at ændre Vellivs bonusmodel.
“Hvis en kunde mener, at vedkommende er bedre eller lige så godt stillet med 374 kr. i hånden som med en bonustilskrivning på 1.000 kr., der udbetales på pensioneringstidspunktet under indkomstbeskatning, hvorfor da i det hele taget foretage pensionsopsparing? Og et pensionsselskab burde som den professionelle part forklare kunden dette,” siger Jørn Astrup Hansen.
Velliv Foreningen har ikke ønsket at kommentere forslaget fra medlemmet af repræsentantskabet, fordi der er valg til repræsentantskabet, lyder det i en mail fra foreningens adm. direktør Lars Wallberg.

You May Also Like

More From Author